Unikt kunstværk på vej til Universitetsbyen

FEAS er stolt af at kunne offentliggøre, at et enigt kunstudvalg har valgt Maria Rubinke til at udføre et kunstværk til Universitetsbyen.

Med baggrund i et ønske om at integrere et kunstværk i Universitetsbyens byrum inviterede FEAS fire kunstnere til at komme med forslag til et nyt kunstværk, der skal placeres ud mod strøget ved det store runde auditorium. Kunstværket skal være med til at tilføje en ny dimension til byrummene og indbyde til interaktion og engagement, både fra studerende, forskere og andre besøgende.

Valget er faldet på Maria Rubinkes forslag, der forestiller en mælkebøtte og skildrer blomstens livscyklus fra frø til knop og pusteblomst. Værket, der vil blive udført i bronze, bliver omkring 4,5 meter højt, og vil bryde op gennem belægningen og skubber bogstaveligt talt teglstenene til side.

Kunstudvalget, der har peget på Maria Rubinkes forslag, bestod af:

  • Jørgen Lang, Direktør for FEAS
  • Anita Bentzen, Projektchef ved FEAS
  • Anette Storm, FEAS’ bestyrelse
  • Torben M. Andersen, FEAS’ bestyrelse
  • Lotte Philipsen, AU lektor, PhD
  • Torben Skovbjerg, Stiftende partner, CEO og arkitekt MAA, AART
  • Mads Tenney Jordan, Partner, CEO og arki­tekt MAA, LYTT

I valget af ’Mælkebøtten’ var udvalget særligt begejstrede for kontrasten mellem Universitetsbyens stramme former og den vilde mælkebøtte, samt den interaktion værket skaber med sin kontekst, hvor mælkebøtten vælter frem af belægningen og trækker naturen fra Universitetsparken ind i byen. Den kraftfulde facon står også i kontrast til de skrøbelige frø – som symbol på de studerende, der skal spredes ud i verden med deres viden som en beskyttende faldskærm.

FEAS og kunstudvalget ønsker at takke alle fire kunstnere, der har deltaget med deres bud på et værk til Universitetsbyen. Kunstudvalget udtaler således, at det har været en privilegeret, men vanskelig opgave at vælge et vinderforslag.

Det forventes, at Maria Rubinkes værk indvies i 2026.