Møde- og konferencehuset Hejmdal

FEAS slår dørene op for møde- og konferencehuset Hejmdal. Huset er tegnet af den velrenommerede canadisk-amerikanske arkitekt Frank Gehry, og har i mange år har været valfartssted for aspirerende arkitekter. Husets særprægede design giver, foruden anledning til samtale, mulighed for unikke opstillinger, der kan tilpasses det enkelte selskabs behov.

Leje af Hejmdal giver råderet over hele huset, og arrangøren får således mulighed for at skabe et ekstraordinært arrangement, velvidende at det ikke er begrænset til et enkelt lokale. Hejmdal består af tre plan, som alle er unikke i udformning og opsætning, hvilket gør dem ideelle til forskellige formål hver især. Parterreplanet danner rammen for de større selskaber, og er oplagt til alt fra foredrag til storslåede middagsselskaber. Stueplanet er indrettet på en måde, der giver mulighed for reception eller opdeling og fordybelse i mindre grupper, men kan også fungere som loungeområde i forbindelse med arrangementer på husets andre plan. Førstesalen understøtter også fordybelse, og med mødelokaler med varierende kapacitet, er der rig mulighed for at fordybe sig, hvad enten det foregår på tomandshånd eller til bestyrelsesmøde.    

FEAS erhvervede Hejmdal den 1. december 2021, og siden har bygningen gennemgået en nænsom indvendig renovering, hvor arkitektur og udtryk er bibeholdt. Derudover er Hejmdal blevet udstyret med nye kvalitetsmøbler, der viderefører den eksisterende stil, uden at give afkald på komfort, samt moderne AV-udstyr til fri afbenyttelse.  

Hejmdal står til rådighed for alle, men som forsker ved Aarhus Universitet har du mulighed for at ansøge om støtte til afholdelse af forskningsrelaterede arrangementer i Hejmdal. Læs mere her.  

Send en forespørgsel til Hejmdal@universitetsbyen.dk, eller læs mere om Hejmdal her.

Se nedenstående billeder for inspiration til opstilling mv.