Carsten Kronborg er ny direktør i FEAS

Carsten Kronborg tiltræder den 15. maj 2025 som direktør for selskaberne FEAS Erhverv P/S og FEAS Bolig P/S – tidligere kendt under navnet Forskningsfondens Ejendomsselskab. Tillige bliver han direktør i FEAS Boligs datterselskab Parkkollegierne P/S. Carsten Kronborg overtager direktørposten fra Jørgen Lang, der fortsat vil varetage posten som administrerende direktør for moderselskabet AUFF Holding samt Aarhus Universitets Forskningsfond.

Carsten Kronborg er 56 år og uddannet civilingeniør fra DTU. Carsten kommer fra en stilling i FEAS som projektdirektør, hvor han har været ansat siden 2021. Før da kom han fra en stilling som projektdirektør i Region Midtjylland, hvor han bl.a. varetog ledelsen for færdiggørelsen af Universitetshospitalet i Aarhus og det nye hospital i Gødstrup. Carsten er desuden udpeget fagdommer i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed. 

FEAS Erhverv og FEAS Bolig er en del af Aarhus Universitets Forskningsfond, der de seneste år har oplevet en både økonomisk og driftsmæssig udvikling. Udover FEAS’ køb og overtagelse af det tidligere kommunehospital i Aarhus, der i øjeblikket omdannes til moderne universitetscampus til Aarhus Universitet, er der kommet flere selskaber til AUFF Holdings portefølje af datterselskaber, der kræver fuld fokus på det forretningsmæssige ben i fonden. Derfor er det besluttet, at administrerende direktør Jørgen Lang skal koncentrere sig om de koncernrelaterede opgaver.

Carsten Kronborg kommer i FEAS til at overtage en ejendomsportefølje på over 230.000 kvm., primært lokaliseret på campus i Aarhus – dvs. Nobelparken, Universitetsbyen, kollegierne i Universitetsparken og på Katrinebjerg. Den nye Universitetsby står alene for over 100.000 kvm., der i disse år udvikles og omdannes til forsknings- og undervisningsfaciliteter til universitetet, studieboliger, erhverv, iværksætteri med mere. Der er også flere byggeprojekter under planlægning på Katrinebjerg.

Carsten Kronborg ser frem til de nye udfordringer som direktør for FEAS. "FEAS er midt i en utrolig spændende udvikling, og jeg føler mig meget privilegeret over at få muligheden for at være med til at forme Aarhus som en levende campusby. Jeg er meget glad for den tillid som bestyrelsen viser mig og jeg glæder mig enormt til at tage del i den fortsatte udvikling og drift af FEAS’ mange ejendomme. Jeg går til arbejdet med både stor ydmyghed og begejstring," siger han.

Carsten Kronborg indtræder på samme tidspunkt som teknisk direktør AUFF Holdings direktion, der således vil bestå af administrerende direktør Jørgen Lang, finansdirektør Peter Frisgaard Lauridsen og ny teknisk direktør Carsten Kronborg.

Jørgen Lang ser det som et godt valg at lade Carsten Kronborg overtage roret i FEAS. "Carsten kommer med en imponerende baggrund og erfaring, der gør ham ideel til at fortsætte den store udvikling, FEAS har oplevet de seneste år. Jeg glæder mig meget til at samarbejde i det nye format, og vi har fuld tillid til, at han vil føre både FEAS og Parkkollegierne til nye højder."

Om FEAS og fonden

Aarhus Universitets Forskningsfond er en privat erhvervsdrivende fond, hvis formål er at støtte den videnskabelige forskning ved Aarhus Universitet. I 1987 blev fondens datterselskab Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S stiftet med det formål at erhverve, opføre og udleje byggeri, fortrinsvis til brug for forskning og hermed tilknyttet virksomhed. I 2022 blev selskabet opdelt i FEAS Erhverv og FEAS Bolig, hvor sidstnævnte fik datterselskabet Parkkollegierne P/S. På den måde blev alle koncernens boligaktiviteter samlet, ligesom man i FEAS Erhverv fusionerede med et mindre ejendomsselskab, og dermed ligeledes fik samlet erhvervsaktiviteterne.