Eksamenshuset i Lisbjerg slår dørene op

I starten af februar 2024 blev der taget det første spadestik til Eksamenshuset i Lisbjerg. I oktober samme år havde FEAS fornøjelsen af at være vært ved byggeriets rejsegilde, og nu er nøglerne til Eksamenshuset blevet overdraget til Aarhus Universitet.

Eksamenshuset er blevet skabt med afsæt i et ønske om at give både studerende og ansatte de bedst mulige forhold i eksamensperioderne, hvor der er meget andet at tænke på end eksamensfaciliteter. Derfor har vi opført et moderne eksamenshus, som med sin store kapacitet løser en pladsudfordring, der længe har præget de skriftlige eksamener, og samtidig giver mulighed for at samle alle eksamener ét sted. På denne måde kan de studerende og ansatte koncentrere sig om det, der er vigtigt – eksamenerne – velvidende, at faciliteterne er i særklasse.

Huset rummer i alt 11 eksamenslokaler med et samlet areal på ca. 7.000 m2, hvor hvert lokale udgør ca. 400 m2 og har 100 eksamenspladser. Derudover er der et mindre antal eksamensrum for studerende med individuelle behov, hvortil der yderligere er blevet etableret velfærdsfaciliteter til servicefunktioner, personalekontorer, toiletter, depot- og rengøringsrum samt en disponibel hal. Huset er opført med bæredygtighed for øje og det oprindelige terræn er bibeholdt i det omfang, det har været muligt.

Eksamenshuset ibrugtages allerede til maj, hvor de første skriftlige eksamener bliver afholdt.