FEAS bygger nyt domicil til DMJX

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), Forskningsfondens Ejendomsselskab (FEAS) og JFP A/S holder rejsegilde tirsdag den 8. januar kl. 14.00 i forbindelse med opførelsen af den nye Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på Katrinebjerg

Det nye DMJX opføres på en gammel industrigrund på Katrinebjergs campusområde og forventes klar til indflytning i 2020. FEAS bliver ejere af bygningen, mens DMJX lejer sig ind. Byggeriet bliver cirka 8.600 kvadratmeter og har en økonomisk ramme på 130 mio. kr.

JFP A/S har med sit hold bestående af Arkitema Architects og ÅF Buildings Denmark tegnet den nye bygning. En stor, hvid sky, svævende på en robust bund og et trans­parent mellemrum, bliver lærings- og vidensbase for fremtidens journalister, fotojournalister og kommunikatører. Højskolen bliver en del af Aarhus Universitets campus Katrinebjerg, hvor blandt andet medievidenskab og datalogi på Aarhus Universitet allerede er placeret. Et helt nyt campusstrøg, som DMJX kommer til at ligge ud til, vil samle det nye campusområde. Højskolen får et imposant og gennemtænkt domicil, som både i arkitektur, indretning og tanke byder på de bedste rammer for læring og viden for højskolens studerende, kursister og samarbejdspartnere.

·         Bygherre: Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S

·         Lejer: Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

·         Totalentreprenør: JFP A/S

·         Arkitekt: Arkitema Architects

·         Ingeniør: ÅF Buildings Denmark

·         Bygherrerådgiver: COWI A/S

·         Lejerrådgiver: D|K2 Bygherrerådgivning A/S og Nieland A/S

Læs mere i DMJX' artikel om rejsegildet.